You are here
Psykologi
på B- og C-niveau
I faget psykologi får du kendskab til, hvordan mennesker tænker, føler og handler. Du får f.eks. viden om menneskets udvikling, betydningen af samspillet mellem miljøpåvirkninger og genetik, samt psykologiske og sociale forholds betydning for læring og motivation. Undervisningen er tilrettelagt i temaer, der blandt meget andet kan give svar på spørgsmål såsom:
- Hvordan fungerer den menneskelige hukommelse, og er vidneudsagn pålidelige?
- Hvilke faktorer har indflydelse på personligheden, og kan en test rent faktisk sige noget om ens personlighed?
- Hvorfor klarer nogle børn sig godt på trods af omsorgssvigt?
- Hvilke processer indgår i læring, og hvilken rolle spiller motivation for læring?
- Hvilke gruppeprocesser kan få almindelige mennesker til at begå onde handlinger?
- Hvad er de mulige konsekvenser af digital mobning?
- Hvilke psykologiske processer kan forklare forbrugeradfærd, og kan man manipulere mennesker til at købe en bestemt vare? Hvilke strukturer i hjernen er involveret i frygt, og hvorfor er nogle mennesker mere ængstelige end andre?
- Hvorfor udvikler nogle mennesker psykopati og hvordan tænker psykopater?
Derfor skal du vælge psykologi på C-niveau
I psykologi på C får du også et elementært kendskab til forskningsmetoder. Du lærer blandt meget andet, hvordan man udfører psykologiske eksperimenter, og hvordan man anvender spørgeskemaundersøgelser og interviews som et led i forskning. Du får også selv mulighed for at opstille eksperimenter og lave mindre feltundersøgelser. På den måde opnår du et solidt udgangspunkt for at kunne forholde dig kritisk til viden, samt at kunne skelne mellem hverdagspsykologi og videnskabelig baseret psykologisk viden.
Kernestofområderne i psykologi C
inkluderer socialpsykologi, udviklingspsykologi, kognition og læring, samt personlighed og identitet. Der inddrages herudover supplerende stof i undervisningen, som består af for eksempel: børne- og familiepsykologi, idrætspsykologi, mediepsykologi, arbejds- og organisationspsykologi, pædagogisk psykologi og retspsykologi.
Der er mulighed for at løfte faget fra C til B i 3g.
Derfor skal du vælge psykologi på B-niveau
I psykologi på B får du desuden et indgående kendskab til forskningsmetoder. Du lærer blandt meget andet, hvordan man udfører psykologiske eksperimenter, hvordan skanningsteknikker anvendes i forskningsøjemed, hvad fordele og ulemper er ved at foretage spørgeskemaundersøgelser og interviews som et led i forskning. Du får også selv mulighed for at opstille eksperimenter og lave mindre feltundersøgelser. På den måde opnår du et solidt udgangspunkt for at kunne forholde dig kritisk til viden, samt at kunne skelne mellem hverdagspsykologi og videnskabelig baseret psykologisk viden. Du lærer også at vurdere betydningen af historiske og kulturelle faktorer i forhold til menneskers adfærd.
I psykologi B inkluderes yderligere kernestofområder som for eksempel sundhedspsykologi og neuropsykologi
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål, kan du skrive til psykologilærer Mette Morell (MM) i Lectio. Find også mere info i pdf’en, som kan downloades til højre på siden.
Der finder du også link til læreplanerne hos UVM.
MM/(CM)/11JAN20
Foto Mikkel Randløv (Ra)