You are here
10 Musik med Matematik
Studieretningen er for dig, som brænder for musik og matematik. Vi udforsker både musikkens og matematikkens kreativitet.
Toner – og lyd generelt – kan beskrives ved hjælp af sinus-funktioner med grafer som illustrerer svingningernes periodiske egenskaber: lydintensitet, frekvens og mulige overtoner.
I matematik finder vi sammenhænge, mønstre og strukturer i formler og grafer. Vi eksperimenter og opstiller hypoteser, som vi forsøger at be- eller afkræfte. Vi går fra det konkrete til det mere og mere abstrakte. Vi generaliserer.
Vi benytter os af et CAS-værktøj som hedder Maple, som kan hjælpe os med de svære udregninger. Det betyder at vi kan anvende matematik og opstille modeller af verden omkring os og det gør os i stand til at løse praktiske problemstillinger. I 1g arbejder vi videre med emner, som du kender fra tidligere (vækstfunktioner, parabler, procent- og rentesregning og statistik).
Musik er et af de fag i gymnasiet hvor både praksis og teori står i centrum. Der kræves ikke særlige forudsætninger, men du skal være klar til at bruge tid på at øve. I praktisk musik øver vi sang og stemmedannelse, og vi prøver kræfter med forskellige instrumenter i sammenspil i vores seks øvelokaler.
Vi optræder i større og mindre sammenhænge, fx til skolens koncerter og musikcafeer, og Nørre G tilbyder også omfattende fritidsaktiviteter i musik (kor, showband, musikteaterprojekter). I musikteori arbejder vi med musikkens strukturer: tonalitet, rytmik, harmonik og melodik, og vi undersøger, hvordan musik indgår i kulturelle og historiske sammenhænge.
I skriftlig musik lærer man at arrangere musik i et musikprogram.
Studieretningsfag
Musik A
Matematik A
Valgfag i denne studieretning
Vælger du spansk i denne studieretning, skal du være opmærksom på, at du får et ekstra fag på A-niveau samt, at det optager den frie B-valgblok. Læs mere om vores valgfag her.