You are here

9 Musik med Engelsk
En studieretning for dig, der vil kombinere musik og engelsk kultur med kreativt, fagligt fordybende arbejde på tværs af fag.
Studieretningen er for dig, der brænder for musik og engelsk kultur og vil opleve glæden ved at arbejde skabende på tværs af fag. Vi undersøger samspillet mellem sprog, litteratur, musik og samfund og bruger kreative processer som drivkraft. Vi skaber faglige forbindelser gennem teater- og koncertbesøg og ved selv at arbejde kreativt. Du bliver en del af et profilgymnasium, hvor kreativitet er nøglen, og hvor dine idéer kan folde sig ud på et solidt fagligt grundlag.
I engelsk læser og diskuterer vi engelske og amerikanske klassikere, analyserer helt ny litteratur, film og dagsaktuelle emner. Vi træner både skrift og talesproget, så du kan begå dig i en globaliseret verden.
Musik er et af de fag i gymnasiet, hvor både praksis og teori står i centrum. Der kræves ikke særlige forudsætninger, men du skal være klar til at bruge tid på at øve. I praktisk musik øver vi sang og stemmedannelse, og vi prøver kræfter med forskellige instrumenter i sammenspil i vores seks øvelokaler.
Vi optræder i større og mindre sammenhænge, fx til skolens koncerter og musikcafeer, og Nørre G tilbyder også omfattende fritidsaktiviteter i musik (kor, showband, musikteaterprojekter). I musikteori arbejder vi med musikkens strukturer: tonalitet, rytmik, harmonik og melodik, og vi undersøger, hvordan musik indgår i kulturelle og historiske sammenhænge.
I skriftlig musik lærer man at arrangere musik i et musikprogram.
Studieretningsfag
Musik A
Engelsk A
Valgfag i denne studieretning
Vælger du spansk i denne studieretning, skal du være opmærksom på, at du får et ekstra fag på A-niveau samt, at det optager en valgblok. Læs mere om vores valgfag her.









