You are here

Georg Mohr 2020

Zachary Briggs Andersen fra 3i er blandt de 52 vindere og 3 wildcards af GeorgMohr-Konkurrencen 2020 og deltager i skrivende stund ved vinderseminaret på Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter i Sorø. Vinderseminariet planlægges specielt for Georg Mohr-Konkurrencens vindere og wildcards og omfatter bl.a. fagligt og socialt samvær omkring foredrag og opgaveløsning samt præmieoverrækkelse.

Zachary fortæller her med egne ord om sine oplevelser indtil videre: ”Jeg har været meget glad for at være med i konkurrencen fordi den tvinger deltagerne til at tænke på matematik på en anden måde. Det er en anden slags problemer som dem man lærer i matematiktimerne fordi det ikke handler om udregning men om kritisk tænkning, som jeg synes er sjovt at arbejde med”. Vi er spændt på at følge Zack og ønsker ham held og lykke med det videre forløb.

GeorgMohr_2020_Zack

Ca. 15.000-20.000 gymnasieelever og enkelte grundskoleelever deltog i første runde af Georg Mohr-Konkurrencen i november. Af dem gik 1452 elever videre anden runde af Georg Mohr-Konkurrencen i januar. De 55 vinderseminardeltagere har mulighed for at kvalificere sig til yderligere matematikkonkurrencer. I første omgang den Nordiske Matematikkonkurrence der afholdes den 30. marts i alle de nordiske lande, og siden den Internationale Matematikolympiade som i år afholdes i Skt. Petersborg i juli, og holdkonkurrencen Baltic Way som i år afholdes i Norge i november. Yderligere oplysninger om konkurrencen kan findes på konkurrencens hjemmeside www.georgmohr.dk, og I er meget velkomne til at skrive til kontakt@georgmohr.dk hvis I har spørgsmål.

Zack har andre interesser end matematik. Han er bl.a. en aktiv deltager i MUN-gruppen på Nørre Gymnasium (Model United Nations)

GeorgMohr_2020_Zack_MUN

Alle nyheder