You are here

Strategi
NØRRE GYMNASIUMS SPROGSTRATEGI
På Nørre Gymnasium ser vi sprog som nøglen til verden. Vores elever lærer at forstå kulturer, handle globalt og kommunikere kreativt gennem sprog, kunst og kultur. Gennem fremmedsprogsundervisningen, studierejser, tværfaglige projekter og internationale samarbejder styrker vi sproglige kompetencer, talent og interkulturel forståelse, så eleverne kan møde fremtiden med viden, nysgerrighed og handlekraft.
|
På Nørre G vil vi gerne skabe en fælles fortælling om sprog. Vi har derfor en lokal sprogstrategi, der skal styrke læring af sprog i gymnasiet og hermed den interkulturelle, globale, demokratiske og almene dannelse. Vi er en skole, der fremmer, styrker og satser på sprog, da vi ønsker, at vores elever skal blive globale medborgere, som er nysgerrige på at forstå andre kulturer, som magter flere perspektiver på verden og som møder den med håb og handling. I sproggruppen mødes vi til tværsproglige møder, hvor vi afholder faste fagdidaktiske inspirationsdage med oplæg udefra samt workshops med fokus på undervisningsudvikling for løbende at kunne forbedre og kvalificere vores fremmedsprogsundervisning. Vi søger inspiration i den øvrige gymnasieverden, i vores sprogfaglige netværk og på faglige kurser og videreuddannelse, for at kunne styrke og udvikle vores tværfaglige og tværsproglige samarbejde. |
|
Optagelse på Nørre Gymnasiums kulturprofil Som kommende elev på Nørre Gymnasium har du mulighed for at søge optag på vores kulturprofil. Optagelse på profilen er forbeholdt elever, der kan dokumentere særlige forudsætninger og et tydeligt engagement i kreative aktiviteter. I vurderingen vægtes det positivt, hvis du kan dokumentere eller argumentere for en særlig interesse for dit 2. fremmedsprog – hvad enten det er spansk, fransk eller tysk. Erfaringer som sprogophold eller sprogudveksling i udlandet kan ligeledes styrke din ansøgning. Vurderingen foretages på baggrund af relevant dokumentation, en motiveret ansøgning og eventuelle anbefalinger. |
På Nørre Gymnasium ønsker vi at skabe og danne elever, som er nysgerrige, og som interesserer sig for verden. Elever, som tager deres globale medborgerskab alvorligt, som gerne vil forstå verdens mangfoldighed, og forstå, hvorfor folk gør og tænker, som de gør. For at kunne det, er det en immanent nødvendighed at kunne sprog.
Det er nødvendigt at have brede sprogkompetencer. Mange af de store udfordringer, vi står overfor i dag, rækker nemlig ud over vores nationale og sproglige grænser. En vigtig pædagogisk opgave for os i det 21. århundrede er at gøre vores elever til verdensborgere (Kemp 2005), der skal forstå og respektere verdens mangfoldighed i en global, foranderlig og multikulturel virkelighed, som Danmark er en del af. Kendskab til sprog giver førstehåndsviden om verden, om forskellige samfund og kulturer. Sprog er en hardcore kompetence, der giver os et dynamisk udsyn og udvider vores erfaringshorisont. At kunne læse, lytte, forstå og diskutere på flere sprog end engelsk og dansk, styrker vores interkulturelle, transnationale og globale kompetencer, som gør os i stand til at skabe kontakter og forbindelser på tværs af verden uden at miste følingen med det lokale og kontekstspecifikke.
Sprog og karrierekompetencer
Det danske arbejdsmarked, såvel som det globale, kalder i stigende grad på medarbejdere der er både skarpe på deres fag og et fremmedsprog. Danmarks nærmeste handelspartner fx er Tyskland og mange virksomheder har samarbejdspartnere over hele verden hvor spansk og fransk bliver talt mere end engelsk. Vi følger derfor lærerplanerne i fremmedsprogene og arbejder med elevernes karrierekompetence ved at vise dem hvordan sprogfagene indgår i det omgivende samfund og udgør en værdifuld kompetence og ressource i erhvervslivet både nationalt og globalt. Konkret kan det være gennem virksomhedsbesøg, oplæg fra tidligere elever eller møder med sprogofficerer, som deler erfaringer om deres arbejde med sprog i praksis.
Sprog og handlekompetencer
Sprogfagene spiller en central rolle i udviklingen af elevernes handlekompetencer og deres evne til at agere ansvarligt i en globaliseret og kompleks verden. I tråd med Council of Europe’s Competences for Democratic Culture arbejder vi i sprogundervisningen systematisk med at styrke elevernes værdier, holdninger, viden og færdigheder, så de bliver i stand til at forstå, vurdere og handle i forhold til både lokale og globale problemstillinger – herunder spørgsmål om bæredygtighed, social retfærdighed og kulturel mangfoldighed.
Scenariedidaktiske tilgange bruges i stigende grad i vores sprogundervisning som metode til at koble sproglæring med autentiske og virkelighedsnære problemstillinger. Ved at lade eleverne indgå i simulerede, men realistiske, scenarier, som fx rollespil, debat, kreativ skrivning og multimodale kampagner, giver vi eleverne mulighed for at omsætte deres sproglige og interkulturelle viden til konkret handling. Scenariedidaktikken styrker både engagement, kreativitet og ansvarsfølelse og understøtter elevernes evne til at se sig selv som aktører, der kan bidrage til bæredygtig udvikling.
Et vigtigt element i denne udvikling er perspektivbevidsthed (Risager & Svarstad 2020). I sprogfagene arbejder vi målrettet med at gøre eleverne bevidste om, at verden kan ses fra forskellige geografiske, historiske, sociale og kulturelle perspektiver, og at ens forståelse af et emne altid formes af erfaringer, viden og fremtidsforestillinger. Når eleverne møder autentiske stemmer fra den spansksprogede, frankofone eller tysksprogede verden, bliver de konfronteret med alternative forståelsesrammer og lærer at skifte og forstå perspektiver – en afgørende demokratisk kompetence.
Gennem denne samlede indsats bidrager sprogfagene til, at eleverne opnår de nødvendige kompetencer til at deltage aktivt og ansvarligt i demokratiet – lokalt, nationalt og globalt. Sprog bliver dermed ikke kun et redskab for kommunikation, men en vej til at forstå verden, tage kvalificerede beslutninger og handle på en måde, der gør en reel forskel.
Vores sprogstrategi ligger således i tråd med skolens overordnede strategi for 2025-30.
Kunst, kultur og kreativitet i sprogfagene
Kunst og kultur udgør et centralt genstandsfelt i sprogundervisningen og kreativiteten anvendes som en læringsstrategi og som et pædagogisk greb i undervisningen. På Nørre ser vi en særlig styrke i at kombinere sprogfagene med de kunstneriske fag som musik, billedkunst, mediefag, drama og design & arkitektur. Når sprogundervisningen møder de kunstneriske arbejdsformer, opstår der nye muligheder for at undersøge og udtrykke kulturelle erfaringer og globale problemstillinger på kreative og sanselige måder.
Sprogundervisningen på Nørre ligger dermed naturligt i forlængelse af skolens profil Kultur som vej til viden og fællesskaber. Her arbejder vi med faglige fællesskaber, og med kunst og kultur som et laboratorium for nye perspektiver og erkendelser. Målet er at give eleverne stærke sproglige kompetencer der gør dem i stand til at bruge deres viden om kultur til at forstå verden, kommunikere effektivt og formulere løsninger på fremtidens komplekse dilemmaer, så de kan møde fremtiden med håb og handling.
I praksis arbejder eleverne kreativt og undersøgende i sprogfagene. Tekster på fremmedsprog kan fx dramatiseres eller remedieres, så eleverne får mulighed for at undersøge kulturelle positioner og dilemmaer. Eleverne kan også udvikle egne kampagner og producere lommefilm som viser kulturelle forskelle eller optræde med egne raptekster på fremmedsprogene. På den måde bringes tanker og holdninger i spil på en legende og kreativ måde.
UNESCO-arbejde og FN’s Verdensmål
Nørre G er en UNESCO ASP Verdensmålsskole, hvilket betyder, at vi arbejder målrettet med at integrere globalt medborgerskab og bæredygtig udvikling i vores undervisningsforløb og materialer. I sproggruppen har vi et særligt fokus på FN’s Verdensmål, som understøtter vores tværsproglige praksis og styrker elevernes forståelse af, hvordan sprog kan bidrage til at gøre en global forskel.
Med støtte fra NCFF tog vi i 2022 initiativ til at etablere et fremmedsprogsnetværk bestående af seks UNESCO-ASP-skoler: Nørre Gymnasium, Gefion Gymnasium, Christianshavns Gymnasium, Gladsaxe Gymnasium, Aurehøj Gymnasium og Roskilde Gymnasium. Netværket drives nu som et UNESCO-fremmedsprogsnetværk med det formål at fremme erfaringsudveksling, vidensdeling, faglig udvikling og sparring om faglige udfordringer og virkningsfulde indsatser i sprogundervisningen.
Netværket koordinerer desuden en Masterclass i sprog, som afholdes på skift af de deltagende skoler. Der afholdes én masterclass pr. semester for skolernes sprogambassadører eller særligt sproginteresserede elever. Masterclass-forløbene har til formål at styrke interessen for sprog, pleje talenter, synliggøre sprogs relevans og styrke vores partnerskaber på tværs af skolerne.
Almen Sprogforståelse (AP)
Undervisningen i Almen Sprogforståelse varetages dels af latinlærere, dels af undervisere i 2. fremmedsprog, engelsk eller dansk. I samarbejde mellem de forskellige sproggrupper planlægges et forløb, der sætter fokus på fælles-sproglige forhold, og som bruges som løftestang for at styrke et fælles sprog om sprog.
Forløbet styrker både elevernes teoretiske sprogforståelse og deres bevidsthed om sprog, så de bliver i stand til at analysere og forstå brugen af sprog i forskellige kontekster og til at anvende sprog kreativt og korrekt.
Undervisningen i AP har som centralt mål at binde sprogene sammen både sprogligt og kulturelt, og forløbet er derfor et vigtigt bidrag til elevernes generelle sproglige kompetence og dannelse.
Grundforløb
Store dele af Nørre G’s sprogstrategi er konkret forankret og integreret i vores grundforløb, hvor eleverne allerede møder deres 2. fremmedsprog. Formålet er at vise eleverne, hvordan de kan trække på deres samlede sproglige ressourcer, og hvordan sprog åbner verden - den spansksprogede, den frankofone og den germanske.
Gennem undervisningen i spansk, fransk, tysk, latin og AP får eleverne indblik i, hvordan sprog fungerer som nøgle til at forstå og navigere i en globaliseret verden.
Det er derfor væsentligt, at eleverne møder deres 2. fremmedsprog allerede i grundforløbet. Her arbejder vi både med de sproglige kompetencer, de medbringer fra grundskolen, og med de færdigheder, vi forventer, at de udvikler gennem deres gymnasietid.
Sprog og flerfaglige forløb
Vi integrerer løbende sprog i flerfaglige forløb og har et fast flerfagligt forløb i 2.g hvor 2. fremmedsprog og et STEM-fag har fokus på "Bæredygtig mad og fremtidens fødevarer". Forløbet er inspireret af ”GreenComp: Den europæiske kompetenceramme for bæredygtighed” (2022) og har til formål om at ruste unge med de nødvendige kompetencer og den nødvendige dannelse til at kunne bidrage aktivt til en bæredygtig udvikling og til fremtidens arbejdsmarked.
Forløbet er forankret i FN’s verdensmål 4.7, hvor eleverne skal tilegne sig de nødvendige færdigheder og den viden, der gør dem i stand til at fremme en bæredygtig udvikling. Bæredygtighed bliver i dette flerfaglige forløb ikke blot et abstrakt begreb, men konkret undervisningsindhold med afsæt i virkelighedsnære problemstillinger som muliggør en dybere forståelse af de komplekse sammenhænge mellem klima, fødevarer, teknologi, forbrug, kultur og globale fødevareproblematikker.
Vores flerfaglige forløb kombinerer viden og kompetencer inden for sprog i forhold til bæredygtig mad og fremtidens fødevarer med engineering-didaktik, dataanvendelse og eksperimenterende undervisningsformer i STEM-fag. I fremmedsprogsundervisningen benytter vi os bl.a. af Content and Language Integrated Learning (CLIL), en 'dual-focused' undervisningsmetode, hvor eleverne lærer et fagligt indhold gennem et fremmedsprog. På den måde får eleverne indsigt i hvordan kulturelle, historiske, samfundsmæssige og geografiske aspekter, som fx de klima- og miljømæssige udfordringer og påvirkninger, kan se meget forskellige ud i det globale nord og det globale syd.
Flersprogethed og mangfoldighed
På Nørre G har vi en del elever, der taler mere end ét sprog derhjemme, og som kommer med meget forskellige forudsætninger og fra meget forskellige baggrunde. Derfor ønsker vi at få skærpet vores fokus på og bevidsthed om flersprogethedsdidaktik for derigennem at bygge bro mellem fremmedsprog og kulturer i sprogundervisningen, da vi mener, at dette vil styrke sprogindlæringen i det multisprogede og multikulturelle klasseværelse. Hvis flere elever skal motiveres til at lære sprog, skal vi blive bedre til at støtte vores elever i deres sprogtilegnelse ved bl.a. at bringe deres sproglige og kulturelle ressourcer i spil. Som led i vores sprogstrategi er vi derfor i gang med at indtænke dette mere bevidst i vores AP-undervisning og i vores fremmedsprogsundervisning.
Derudover har vi som IB World School et levende internationalt miljø, som giver os mulighed for at træne sprogkompetencer og skabe kulturudveksling internt på skolen.
Sprogteknologiske udfordringer og muligheder
På Nørre G ønsker vi at stille skarpt på de videns- og sprogteknologiske udfordringer, vi står over for i dag, hvor den teknologiske udvikling har ændret betingelserne for undervisningen i fremmedsprog. I lærergruppen på tværs af fremmedsprogsfagene er vi derfor optaget af at diskutere og ved fælles hjælp udvikle nogle undervisningsmetoder og tilgange, der inddrager og integrerer sprogteknologiens udfordringer og muligheder i undervisningen. Vi har derfor et udvalg på skolen der eksperimenterer med AI, holder fyraftensmøder for interesserede medarbejdere og praktiserer med AI som sparringspartner og for at træne forestillingsevnen i den kreative proces både for lærere og elever.
Sproglige studieretninger (fra 2026)
På Nørre G udbyder vi to studieretninger med fokus på sprog og kultur. Fælles for begge studieretninger er, at de åbner verden for eleverne.
Læs om dem her:
· Studieretning 1: EUROPALINJEN – Sprog, samfund og Europa i forandring [HYPERLINK]
· Studieretning 2: DEN GLOBALE LINJE – Sprog og kultur i en verden i forandring [HYPERLINK]
Studieture og udvekslingsrejser
Studie- og udvekslingsrejser for klasser udgør en vigtig dimension i den gymnasiale dannelse, og på de sproglige studieretninger prioriteres rejser til elevernes studiesprog. Vores udvekslingsrejser for klasser og individuel elevudveksling er vigtige for os, da det autentiske sprogmøde giver vores elever et sprogbad samt unik mulighed for at anvende, styrke og afprøve deres kommunikative og interkulturelle kompetencer i spansk, fransk og tysk, som tales af unge og voksne i autentiske skole- og familiemæssige sammenhænge og miljøer. Elevernes erfaring med lokalbefolkningens ofte begrænsede engelskkundskaber gør dem bevidste om, at engelsk ikke altid er tilstrækkeligt som kommunikationsmiddel, og at man derfor er nødt til at lære et andet fremmedsprog.
Vi har derfor i sproggruppen fokus på at vedligeholde vores partnerskaber og udvekslingsaftaler med udenlandske gymnasier samt etablere nye.
Sprogkoordinatorer og sprogambassadører
Vi har på Nørre valgt at have en to-delt funktion som koordinerer aktiviteter på tværs af 2. fremmedsprog samt sprogambassadørernes arbejde og som fungerer som bindeled med ledelsen samt tovholder for videndeling internt og eksternt i fremmedsprogsnetværket. Læs mere om vores sprogkoordinator funktion her [HYPERLINK til funktionsbeskrivelsen].
Skolens sprogambassadørkorps består af ca. 6-10 stærke og engagerede elever fordelt på hhv. spansk, fransk og tysk, der ønsker at opnå kompetencer inden for et eller to sprog på A-niveau ud over engelsk. Vores sprogambassadører, som er udpeget af skolens sprogkoordinatorer på baggrund af motiverede ansøgninger, har til formål at styrke elevernes sproglige bevidsthed på Nørre G samt synliggøre sprog som indgange til forskellige erhverv og karrieremuligheder. Rollen som sprogambassadør igangsættes, motiveres og understøttes af sprogkoordinatorerne hele vejen igennem, men farves til hver en tid af de enkelte ambassadørers initiativer, idéer og motivation for at repræsentere Sprog på Nørre. De har fx været involveret i skolens Sprogcafé, Den Europæiske Sprogdag og er altid til stede ved orienteringsaftener eller andre events hvor sprog spiller en rolle.
Gennem forskellige aktiviteter, herunder fx besøg i forskellige EU-institutioner i Danmark og Bruxelles, hos Dansk Industri, Dansk Erhverv, på Københavns Universitet m.fl. skal eleverne undersøge efterspørgslen på sprog og de uddannelses- og karrieremuligheder, der åbner sig med sprog på A-niveau.
Sprogambassadørernes opgave er tænkt ind i en innovativ og karrierelærende ramme, hvor elevernes opgave er at undersøge forskellige ”løsningsforslag” til at styrke den sproglige identitet blandt eleverne i forhold til deres senere valg af karrierevej.
Projektets formål lægger sig i forlængelse af Nørre G’s sprogstrategi, som har fokus på, at eleverne lever op til samfundets og arbejdsmarkedets stigende behov for kandidater med gode sprogkompetencer samt en bred kulturindsigt.
Nørre G fik midler fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til at starte projektet, som vi i sproggruppen satser på fortsat at kunne finansiere evt. med andre fondsmidler.
Talentudvikling, konkurrencer, masterclass og certifikater
På Nørre G har vi en stærk tradition for at udfordre og motivere vores dygtigste sprogelever gennem deltagelse i nationale og internationale sprogkonkurrencer. Vi har og deltager bl.a. i følgende sprogkonkurrencer:
· DM i Sprog
· Sprogliga – en International Lingvistisk Olympiade.
· Dyrk sproget - en kreativ sprogkonkurrence udbudt af Det Nationale Center for Fremmedsprog (NCFF).
· Juvenes Translatores - en konkurrence for de bedste unge oversættere i EU.
· IL Competition (International Language Competition) - Skandinaviens største sprog- og kulturkonkurrence for elever, som læser moderne sprog (engelsk, fransk, spansk og tysk) på grundskole- eller gymnasieniveau.
For at styrke elevernes faglige profil tilbyder vi desuden en række internationalt anerkendte sprogcertifikater. I dag udbyder vi det franske DELF- certifikat og vi arbejder på også at kunne tilbyde Goethe-Zertifikat i tysk og DELE-certifikatet i spansk samt Cambridge AICE Diploma i engelsk. Certifikaterne kan efter endt uddannelse indgå på elevernes eksamensbevis og dermed styrke deres muligheder i forbindelse med studie og job både i Danmark og internationalt.
Vi understøtter desuden talentudviklingen gennem vores Masterclass i Sprog for skolens sprogambassadører i spansk, fransk og tysk, ligesom vi indgår i relevante faglige netværk, der giver eleverne yderligere udfordringer og fordybelsesmuligheder.
Græsk Læsekreds
På Nørre G er det muligt at stifte bekendtskab med oldgræsk. Sproginteresserede elever fra alle studieretninger mødes, læser tekster på græsk af Homer, Aristoteles, Platon, Xenophon, Sofokles og Sapfo og fordyber sig i græsk kultur. [HYPERLINK] https://norreg.dk/da/content/gr%C3%A6sk-l%C3%A6sekreds
Sprogdage, brobygning og andre tiltag
Hvert år afholder vi en 1-2 sprogdage for hver årgang. Fx får spanskeleverne besøg af en NGO og arbejder med fx Fair Trade, franskeleverne opsøger fransk kultur i København gennem en kultur-skattejagt, og alle tyskhold besøger Lübeck, hvor eleverne interviewer lokale borgere.
Vi har i en årrække haft lektiecafé med mulighed for at booke en sproglærer, brobygningsforløb i samarbejde med de lokale folkeskoler, elever fra IB og STX deltager hvert år i MUN (Model United Nations)[HYPERLINK], vi har afholdt kurser for Juniortalenter i samarbejde med ATU (Akademiet for Talentfulde Unge) [HYPERLINK], vi har afholdt en række Master Classes i Tysk og Fransk for folkeskoleelever, vi har haft forskellige Filmklubber, en Shakespeare Club [HYPERLINK] og vi har afholdt en række Fremmedsprogslommefilmsfestivaler med elevproducerede lommefilm på 2. fremmedsprog etc.
Kendetegnende for sproggruppen er, at vi altid har nye tiltag på tapetet.
FÆLLES OM SPROG
Vores fokus på sprog bygger på et stærkt tværfagligt og tværsprogligt samarbejde på skolen. I alle fags læreplaner spiller fremmedsprog en rolle, og det er med til at understøtte vores sprogstrategi og tænkning om sprog som alment dannende. Det har været et ønske fra start, at alle fag bakker op om vores indsats for sprog, både i forlængelse af vores overordnede strategi for skolen og i forlængelse af vores målsætning for sprog i relation til almen dannelse.
I dette samarbejde spiller ledelsen en afgørende rolle idet den skal sikre de strukturelle rammer. Desuden afhænger vores lokale sprogstrategi af ledelsens opbakning og støtte til fx at udbyde sprogundervisningen på hold, der giver eleverne optimalt udbytte inden for skolens økonomiske rammer.
I fællesskab arbejder vi på at øge elevernes motivation og interesse for fremmedsprog på højt niveau, både som hoved- og tillægskompetence. Målet er fortsat at kunne udbyde og oprette flere sprogligt orienterede studieretninger og sproghold på A-niveau, som er med til at skabe et særligt sprogligt orienteret miljø på skolen.
For at kunne opnå alle vores mål er det nødvendigt at udfordre den traditionelle struktur for sprogundervisning samt styrke rammerne for sprogundervisning. Der skal fra politisk side gives større positiv opmærksomhed på sprogs vigtighed og tilføres midler til, at man fx kan organisere sprogundervisningen på mindre hold og styrke mulighederne for, at eleverne møder det autentiske sprog, jf. de 10 anbefalinger sammensat af GL’s tænketank om sprog. At fremme interessen for sprog og sikre elevernes sprogkompetencer er nemlig en fælles opgave.
Litteraturliste
· Fougt, S.S., Bundsgaard, J., Hanghøj, T. & Misfeldt, M. (red.) (2022) Håndbog i scenariedidaktik. Aarhus Universitetsforlag.
· Hanghøj, T, Misfeldt, M, Bundsgaard, J., Fougt, S.S. & Hetmar V. (2017) Hvad er scenariedidaktik? Aarhus Universitetsforlag.
· Kemp, Peter. (2005). Verdensborgeren som pædagogisk ideal. København: Hans Reitzels Forlag.
· Risager, K. & Svarstad, L.K. (2020). Verdensborgeren og den interkulturelle læring. Samfundslitteratur.
· Svarstad, L. K., von Holst-Pedersen, J. V., Watson, C., Appel, H. B., & Löbl, S. K. (2023). Interkulturel og sproglig læring – en Cyklus-Task-Chunks tilgang. Sprogforum, (76).
· UNESCO (2014). Global Citizenship Education. Preparing learners for the challenges of the 21st century. Paris: UNESCO.
· Verstraete-Hansen, Lisbeth og Øhrgaard, Per. (2017). Sprogløse verdensborgere – Om uddannelsespolitik, der forsvandt, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
· Tænketanken om Sprog. (2015). “10 bud på styrket sprogundervisning i gymnasiet”, GL. Lokaliseret d. 8. december 2025. https://www.gl.org/uddannelse/udd.politik/Sider/Anbefalinger-fra-sprogtaenketank.aspx






