You are here
Nørre kigger på nattehimlen
- Resultater i første runde
Der er gået 2½ uge siden Nørre kigger på nattehimlen blev skudt i gang. Derfor har vi fundet de bedste inden for tre kategorier, som vil få en præmie, inden endnu en runde går i gang.
Det bedste foto: taget og indsendt af Sebastian Brennum fra 3x. Godt udstyr, interesse for astronomi og viden om udstyret er helt afgørende for at tage et storslået billede, siger initiativtagerne Henning (Az) og Hans (HW).
Sebastian fortæller her sin historie om observationer på nattehimlen:
"En kold lørdag aften stillede min far og jeg fotostativet op med en Vixcen polarie motorstyring på, oven på denne satte vi Sony kameraet op, med det nye 14 mm vidvinkel objektiv på. Objektivet var indstillet til f/5,6, eksponeringen på 304 sek. og ISO 3200. Man kan tydeligt se Sirius, som står lige over horisonten, Orion er det mest iøjnefaldende stjernebillede med den røde superkæmpe Betelgeuse centreret i billedet og Orion tågen under de tre bæltestjerner. En anden rød superkæmpe, Aldebaran ses oppe til højre for Orion i den åbne stjernehob Hyaderne. Endnu et rødt objekt, Mars, ses øverst i højre hjørne, og umiddelbart til venstre ses Plejaderne. Mælkevejen ligger tydeligt i midten af billedet og deler det i to. Der ses umiddelbart tre satellitspor, hvor det tydeligste måske er en Iridium-flare. "
Sebastians foto
Sebastians observation i Stellarium
Det bedste spørgsmål: har Cecilie M. Badstue fra 2w stillet. "Jeg har læst flere steder at Betelgeuse er “bent out of it's shape”, hvad refererer det til? På mit foto er Betelgeuse ikke lige så rund som de andre stjerner i billedet – er forvrængelsen så tydelig, at det er det, man muligvis kan se?"
Den bedste observation: kommer fra Aviaja E. Mikkelsen, 1a. "Det var den 10. februar, en ufattelig kold aften, derfor vidste jeg, at nattehimlen ville være klar med rig mulighed for at kunne se stjerner. Jeg skyndte mig at sætte mit kamera op, lave en kop lakrids-te, pakke mig ind i varmt tøj og tæpper og så sætte mig ud i kulden med mit kamera og den uendelige store himmel. Jeg føler mig så lille når jeg står der, foran sådan en kæmpe, uimodståelig flot stjernehimmel. Det kun mig, stilheden, kulden og alt på himlen. Det var et smukt øjeblik."
Tak for de flotte indsendelser og tillykke til alle tre, som kan få deres præmie i næste uge. Det bliver spændende at se, hvad der kommer af gode observationer i næste runde.
Aviajas foto
Aviajas observation i Stellarium
Az/HW/(CM)/04MAR21