You are here
Symposion - Kærlighed anno 2026 i Mørkhøj

Endnu engang har vi afholdt vores traditionsrige Symposion, hvor elever fra Oldtidskundskab og Filosofi efter at have læst Platon’s Symposion var samlet til ”drikke”-gilde som i det antikke Grækenland. For at sætte alle i den rette stemning var der disket op med saftevand og andre lækkeriger akkompagneret af toner fra det antikke Grækenland.
Sofisternes rolle var tildelt Old-eleverne fra 3.a. De skulle i grupper på 4-5 elever skrive en tale om Eros ("kærligheden") i Mørkhøj anno 2026 og derefter skiftes til at holde talen.
I år var talerne af ekstraordinær høj kvalitet. De var alle poetiske, filosofiske og dybt reflekterende. Eleverne formåede at forbinde antikkens tanker med nutidens perspektiver på kærlighed, og det var en sand fornøjelse at høre deres smukke taler.
Filosofi-eleverne havde rollen som filosofferne, der udgjorde særjuryen. Ud fra bedømmelseskriterierne for et filosofisk essay brugt til Den Danske og Den Internationale Filosofiolympiade havde de den svære opgave at skulle motivere og kåre en vindertale.
Eftermiddagen blev ledet af symposiarchen (en slags toastmaster), der – ligesom i det antikke Grækenland – styrede slagets gang og sikrede den gode stemning :-)
Bedømmelseskriterierne:
Kohærens: Er der indre sammenhæng i det, de siger, eller modsiger de sig selv? Kan de holde fokus og en rød tråd?
Argumentation: Hvor godt og overbevisende argumenterer de for deres synspunkter?
Filosofisk viden: Kendskab til nøglebegreber, centrale argumenter og positioner/filosoffer.
Originalitet: I hvilken grad har de selvstændige tanker?
Relevans: Taler de om det, de påstår de taler om?










