You are here
Klimahandledag 2023
Fredag d. 22/9-2023 var der National Klimahandledag, hvilket Nørre Gymnasium selvfølgelig støttede op omkring ved at afsætte dagen i klimabevidsthedens ånd.
Klimahandledagen er en årlig anledning for naboer, arbejdspladser og foreninger til at finde og forpligte sig til handlinger, der reducerer udledningen af drivhusgasser i de fællesskaber, hvor vi arbejder, bor og er aktive. Klima og bæredygtighed fylder i gymnasieelevers bevidsthed. Nogle er glødende optagede af at redde kloden, andre er tynget af klimaskam eller er generelt bekymrede for fremtiden. Ved at deltage i Klimahandledagen viser vi på Nørre G en vej frem og giver håb. Der er meget, vi kan gøre for at gøre kloden til et grønnere og renere sted – særligt når vi gør det sammen med andre. Og når vi går sammen på tværs af landet og på tværs af årgangene, kan vi gøre endnu mere!
Dagen startede med fælles kickoff og virtuelle peptalks med talerne Selma De Montgomery, Rune Lykkeberg og Alexander Holm. Egetræer har i dag en stor rolle i kampen mod klimaændringerne og i bevarelsen af biodiversitet, hvorfor vi i fællesskab efter fælles kickoff plantede og indviede et Nørre G egetræ.
Efter fælles plantning og indvielse af ”Nørre-egen” var der mulighed for fokus på faglig fordybelse i fx problematikker omkring cirkulær økonomi, energiformer eller biodiversitet, at slippe kreativiteten løs og lave nye kreationer af gamle materialer, skrive sange, digte eller debatindlæg om klimaet samt mulighed for at indgå i meningsfulde samarbejder med lokale virksomheder og NGO´er.
Efterfølgende var der fælles afgang til klimademonstrationen ved Christiansborg, hvortil nogle elever havde malet bannere for at vise deres engagement.
Indtryk fra dagen
LTC/FJ 26SEP2023