You are here

2d
Bruxelles
2014

2.d´s studietur til Bruxelles 
Linda og Nikoline
2.d var på studietur i Bruxelles i uge 15 med studieretningsfagene samfundsfag og mediefag. Inden turen havde klassen beskæftiget sig med EU med et historisk og samfundsfagligt perspektiv samt forskellige dokumentargenrer. I grupper skulle eleverne lave en dokumentarfilm med temaet ’europæisk identitet’. I filmen skulle der indgå mindst ét interview med en dansk EU-parlamentariker. Grupperne havde inden turen selv aftalt interviewene med parlamentarikerne. Fagene spillede godt sammen, da eleverne, med mediefaglig viden og kompetencer, skulle formidle et samfundsfagligt indhold i en filmproduktion.

Filmene kan ses her:
Unionens fald: Danske EU-parlamentarikere bliver bedt om at kommentere på et fiktivt scenario. Vi bliver vidne til nogle mildest talt dramatiske begivenheder! Medv.: Morten Messerschmidt (df) og Morten Lykkegaard (v). 

Euro Wurst: En mockumentary om en pølse, der skabte uoverstigelige problemer mellem de store lande i EU. Vinder af lærerprisen til Nørre G’s filmfestival 2014.

På jagt efter den europæiske identitet. Medv.: Bendt Bendtsen (kons.).

Fællesskab til grænsen. Medv.: Christel Schaldemose (soc.dem.).

Danmarks søgen efter europæisk identitet. Medv.: Bendt Bendtsen (kons.), Claus Larsen-Jensen (soc.dem.).

Dag for dag
Michelle, Mads, Joakim og Kathrine
Endelig kom den længe ventede dag, hvor 2d drog afsted på studietur. Vi fløj med Brussels Airlines. Efter en flyvetur og et par togture, ankom vi endelig til vores hotel, Meininger. Her blev vi introduceret af hotellets personale, og fik derefter nøglekort til vores hotelværelse. Vi tog til Bruxelles’ centrum, Grand Place. Her var mange beundringsværdige seværdigheder, der skulle undersøges. Derudover var der også mange godter, der skulle smages og købes som vafler og chokolade fra de lokale steder. Der var flot og fuldt af liv.  Menneskerne sværmede rundt som bier på en varm sommerdag. 

Vi fik også oplevelsen af at blive ’overfaldet’ af kinesere, der til vores overraskelse var meget begejstrede for os. Det blev til nogle gode billeder, og en rigtig sjov oplevelse, som ikke glemmes de næste mange år.

Efter fælles morgenmad, tog vi ind til byen i vores filmgrupper, for at lave dækbilleder til vores dokumentarfilm.

Senere tog vi til Europa-Parlamentet. Først skulle vi forbi Den danske repræsentation, hvor vi her fik et foredrag af den danske presseansvarlige Mette Hansen.

Senere havde nogen af de forskellige grupper interviews, som skulle filmes.  I den ene gruppe var det Venstres, Jens Rohde, som vi fik interview med. 

Om aftenen  delte klassen sig op, nogen gik på sportsbar for at se fodbold, og andre tog ud og prøvede nogle af de lokale specialiteter af. 

Onsdag var den store filmedag. Efter tidlig morgenmad var alle forberedte på at skulle ud at filme. Dog var nogle af grupperne løbet ind i problemer, da mange af gruppernes interview var blevet aflyst. De grupper der stadig havde en aftale skulle bl.a. filme og interviewe Claus Larsen-Jensen, Bent Bendtsen, Morten Løkkegaard og Christel Schaldemose. 

Derefter tog vi i Parlamentarium, i denne anledning havde vi fået udleveret nogle spørgsmål elektronisk som vi skulle besvare ved hjælp af historier og læsestof om EU der foregik ved brug af en afspiller med hørertelefoner. 

Om aftenen var folk glade, nogen tog igen ud at spise, mens andre tog i byen og hyggede sig. 

Torsdag var vi igen i Europakvarteret, denne gang smagte vi de meget kendte Pommes-frittes fra Belgien, som politikerne i parlamentet også nyder godt af. Dagen startede ud med et foredrag af en lobbyist i kommissionen, derefter var vi i rådet hvor vi fik lov til at sidde som politikerne og stille spørgsmål i de meget berømte mikrofoner. Da det var den sidste aften var lærere og elever sammen ude at spise, og det blev en meget hyggelig afslutning på turen, som endte efter fire gode dage, på en cocktail bar. Her fik vi samlet op på ugen der var gået i Bruxelles, og selvom det havde været en god studietur var vi enige i, at vi nu glædede til fredag, hvor vi ville drage hjem til Danmark igen. 

Da vi nåede fredag morgen pakkede vi tasker og kufferter inden morgenmaden, hvorefter vi afleverede nøglekortet til hotellets personale. Derefter havde vi to timer til at få set den sidste del af den lokale by i Bruxelles inden vi drog hjemad. 

Vi blev mødt i Københavns lufthavn af vores familier, som kørte os hjem, hvor vi nu kunne gå på påskeferie fra en uge fuld med minder.

Det var på alle måder været en vidunderlig studietur, med verdens bedste klasse: 2d. Alle var i super humør igennem hele turen, og det var spændende alt det vi lavede. 

Stemningsbillede fra Bruxelles
Linda
Jeg mærker græsset kilde mit øre. Solen varmer mit ansigt, og fuglene fløjter smukt. Jeg smiler for mig selv. For mit indre blik glider dagenes begivenheder forbi som en kortfilm. Både de sjove, spændende og lærerige oplevelser. Nogle som montageklip, andre som kontinuitetsklip. Nogle med underlægningsmusik, andre uden lyd overhovedet. Jeg tænker i film hele tiden, og det går for alvor op for mig, hvor meget man lærer, når man arbejder intensivt med et bestemt emne. Det er en god tur. Jeg hører mine venner grine. Jeg åbner mine øjne og sætter mig op for at betragte dem. Nogle ligger ned med hovedet hvilende på hinandens arme, mave og ben. Andre snakker sammen om, hvad vi har oplevet. Vi er som én stor familie her i en rolig park midt i EU kvarteret i Bruxelles. Det er som en lille tidløs oase mit i alt kaosset af bilos, mænd i jakkesæt, stress og jag. Jeg ser rundt i resten af parken. Der er kærestepar, familier og venner, der nyder solens glæde ligesom danskerne ville have gjort det samme. En mand går forbi med kaffe i den ene hånd og telefonen op til øret i den anden. Han snakker fransk, men det er tydeligt at fornemme, at han morer sig. Jeg føler, at der måske alligevel er noget sandt over den europæiske identitet, som vores film skal handle om. Smilene er stadig lige så glade, vinden er stadig lige så forfriskende og lige her i Bruxelles’ hjerte, sammen med dem jeg holder af, føler jeg mig hjemme. 

En god social og faglig oplevelse
Valdemar, Emil og Rune
Det sociale og det faglige spillede rigtig godt sammen fra starten af turen. Hjemmefra var vi blevet opdelt i medie-grupper, men det betød ikke, at vi ikke var sammen med vores andre kammerater dernede – tværtimod var vi spredt over forskellige værelse. Det var rigtig fedt, at vi delte værelser med vores kammerater, i forhold til nogle af de andre klasser, hvor vi vidste, at de skulle bo alene hos værtsfamilier. 

Vi formåede at blive en del af den hyggelige atmosfære, der var på hotellet og spredt over hele byen. Bruxelles er en multikulturel by, og vi følte os velkomne allerede fra da vi trådte ud af flyveren og ind i solskin og varme.

Bruxelles mindede lidt om København på den måde, at stemningen og kulturen ændredes fra stoppested til stoppested. Ét sted kunne man træde ud af toget og finde fyre i tanktops, der spillede basket, mens man på næste stop trådte ud i et inferno af politikere, parlamentarikere og journalister.

Vores opfattelse af EU har klart ændret sig, efter vi har besøgt ”EU’s hovedstad”. Det hele er blevet meget mere håndgribeligt, fordi man har et klart billede af, hvordan beslutningsprocesserne foregår i praksis, og fordi man har et ansigt på- og et indtryk af de mennesker, der træffer beslutningerne, som ikke bare er malet af pressen. 

Som mediefags- og samfundsfagselever var det jo ideelt at besøge Bruxelles. Vi skulle filme materiale til en dokumentar om europæisk identitet – noget vi ikke havde beskæftiget os specielt meget med, men en identitet som vi blev revet ind i, da vi besøgte EU. Den europæiske identitet er som sådan ikke noget, man bevidst tænker over, men den omgiver os. Hvis man rejser i EU, er man stadig hjemme, og man føler sig tryg, men rejser man udenfor EU er der andre regler, der gælder. Der er noget specielt ved at være EU-borger, og den følelse genfandt vi på vores rejse til EU’s hovedstad.

Vores møde med Morten Messerschmidt
Mathias og Nicolai
Om tirsdagen begyndte vores optagelser til vores dokumentarfilm. Det var umuligt ikke at blive en smule ”star struck” da min filmgruppe og jeg hilste på Morten Messerschmidt første gang. En utrolig cool mand med matchende hat, sko og jakkesæt. 

Vi skulle følge Messerschmidt 4-5 timer på vores anden dag i Bruxelles. Vi deltog først i et gruppeinterview med 20 TV2 journalister, så optagelserne til et EU-valgprogram på DR2 og efter frokost lavede vi vores eget interview med ham. Selvom alle ikke kan være lige enige med hans politik, må man give ham, at han er ekstremt dygtig, velformulerende og skarp! Før vi mødte ham, var vi alle lidt skeptiske overfor hvordan han ville være over for 4 studerende, der kommer fra et gymnasium fra lille Brønshøj. Men Messerschmidt var ekstremt imødekommende og sørgede for, at vi følte os godt tilpas. 

Da vi selv skulle interviewe Messerschmidt kiggede han på vores spørgsmål, og i omkring 30 sekunder stirrede han intenst ned i bordet med to fingre til hver tinding, hvorefter han kiggede op og ytrede med stålfast stemme: ”Jeg er klar!” Under interviewet var det imponerende, hvor hurtigt han kunne smide konkrete tal på bordet, som da han fortalte os om det indre marked, og at der er omkring 450 tusinde danske arbejdspladser, der afhænger af, at vi har det indre marked.

Det var en fed oplevelse at følge Messerschmidt en hel dag. Det var muligt at komme steder hen, som normale besøgende ikke kunne komme. Vi var bl.a. også til gruppemøde, hvor vi sad på bagerste række og fik dansk tolk til at oversætte de mange sprog, der blev talt til gruppemødet.

Vores møde med Jens Rohde
Tobias
Vi stod ude foran Europa-Parlamentet og blev, med hjælp fra Jens Rohdes sekretær, hurtigt hjulpet ind. Folk løb næsten rundt, for at nå de ting de skulle. Vi blev hurtigt ført til Jens Rohde, som var klar på vores interview. Han havde ikke forberedt sig, ikke engang læst spørgsmålene, men kom med nogle uhyre gode svar. Det havde taget lidt tid at sætte kamera op, og Jens Rohde havde rettet på både Mads og Mike, de kunne ikke finde ud at sætte det op, og jeg syntes, at det var så pinligt, at jeg blev næsten helt tomatrød i hovedet. Men det kom på plads og vi kørte interviewet igennem. Det tog ikke meget mere end 15 minutter, så var det overstået. Efter interviewet tog vi en masse dækbilleder af betydningsfulde politikere, indtil Mads blev sulten, virkelig sulten. Vi blev derfor nødt til at forlade Europaparlamentet for at finde noget at spise. Ude på gaden mødte vi igen Jens Rohde, han var ude og ryge med en anden politiker, og virkede mest af alt som en drengerøv, uden den autoritet han tidligere havde haft. 

Vores møde med Christel Schaldemose
Kristian, Cecilie H og Tam
Togets ankomst er ikke til at tage fejl af. Den hvinende lyd, når det skal til at stoppe ved perronen er ligesom lyden fra tavlen når kridtet rammer, og vores lærer endnu engang har fyldt en tavle med informationer om EU. Men nu befinder vi os heldigvis ikke i et lummert klasselokale længere. Vi er nemlig på vej til Europa Parlamentet. Vi sidder i Europa Parlamentet og venter. Jeg har lige købt en sandwich og en brownie, som Mads mener bliver den bedste brownie jeg kommer til at smage HELE DAGEN. Sandwichen er dog langt fra den kvalitet som Mads mener at brownien har. Jeg bliver ekstremt skuffet, da jeg finder ud af at jeg har fået købt en vegetar sandwich. Efter sandwichen når jeg til brownien, som jeg nu har ekstremt høje forventninger til efter Mads’ rosende ord om den. Da jeg spiser brownien bliver jeg igen lidt skuffet, den lever ikke op til Mads’ rosende ord. Den er dog stadig god og det bliver da også den bedste brownie som jeg smager den dag, da det er min eneste brownie den dag.

Tilbage til vores ventetid. Vi skal nu op til Christel Schaldemose og interviewe hende om Danmarks rolle i EU. Vi bliver hentet af hendes assistent, og går hen mod elevatoren. Da vi kommer op på etagen, går vi igennem nogle lidt mørke gange, som mest af alt minder om tunellen der er over cykelstien langs hillerødmotorvejen.  Hendes kontor er stort, flot og rummeligt, man føler sig hjemme, samtidig med at man føler sig ”starstruck” ved at være der. Parlamentet er stort, fascinerende og betagende, næsten som at befinde sig på Hollywood boulevard eller Broadway i New York. Alt er så stort og vigtigt. Ord kan næsten ikke beskrive hvordan man føler derinde, både glad og bange for at skille sig ud, bange for at være anderledes og gøre noget forkert, på sådan et sted hvor så vigtige beslutninger tages. 

God stemning den første dag
Cecilie G, Mike, Selma og Muhammed
D. 7/4-2014, hvor klokken slog 9:30 skulle hele klassen mødes i terminal 3 i Kastrup lufthavn. Alle sammen med pakkede kufferter og kameraudstyret under armen, inden vi vendte næsen mod Bruxelles i Belgien. 

Efter alt postyret med security og aflevering af kufferter, kunne vi endelig sætte os op i flyveren, hvor vi skulle rejse med rejsebureaet Brussels Airlines, læne os tilbage i sædet og vente på at vi ville lande på belgisk jord. Da vi var landet og kufferterne var ankommet, kørte vi både med tog og sporvogn hen til hotellet. Solen skinnede i vores blege ansigter, og smilene bredte sig hos os alle sammen. Da værelserne var fordelt og vi alle fik pakket ud, mødtes hele klasse i receptionen. Vi gik en lille tur i området for, at se den ”store” berømte seværdighed Manneken Pis, den berømte dreng der står og tisser midt i Bruxelles, men til de flestes overraskelse var den store berømte seværdighed, bare en lille statue i et stort springvand. Mens vi så på den lille statue, nåede vi også, at få smagt de særdeles gode belgiske vafler, hvor man kunne vælge mellem Nutella, softice, frugt og meget mere. Mens vi alle gik og hældte vafler ned i maven, gik vi videre til en meget flot plads, ved navn Gran Place. Pladsen var omkranset af nogle meget flotte bygninger, både med guldpynt og store balkoner. Der var både restauranter, små caféer og et hav af chokoladebutikker. 

Lige da vi skulle til, at få taget et fællesbillede på den flotte plads, kom der pludselig en masse små asiatiske turister, som nogle af drengene havde flirtet med tidligere. De ville med på vores fællesbillede. Alle var smilende og grinede utroligt meget. Dette var starten på en kæmpe oplevelse af en studietur.