You are here

Fransk

Hvorfor læse fransk Nørre G? 
Det er vigtigt at have kompetence i mere end et fremmedsprog. Vælger du fransk, vil du kunne bruge sproget i mange sammenhænge, ikke alene i Europa, men også på verdensplan. Ca. 70 millioner mennesker har fransk som modersmål i Europa og globalt set har i alt 110 millioner fransk som hovedsprog.

Der er ikke så mange danskere, der taler fransk, så det kan give dig en fordel, hvis du søger job inden for erhverv, der eksporterer til eller samarbejder med lande, der er fransktalende. Skulle du komme til at arbejde inden for EU i Bruxelles eller i Strasbourg, så vil dit arbejdssprog være fransk. Det kan jo også være spændende i sig selv at kunne få indblik i fransk levevis, kultur og historie, som har påvirket de fleste lande i Europa - tænk for eks. bare på  den  franske revolution eller rødvinen ved middagsbordet. Indblikket får man bedst ved at kunne kommunikere direkte med franskmænd. Og så giver sproget samme muligheder i de øvrige lande, som er fransktalende, både i og uden  for Europa.

Niveau
Du kan på Nørre G vælge fransk som fortsættersprog på A og B-niveau. Vælger du det på A-niveau, har du det i tre år, og faget afsluttes med en mundtlig og skriftlig eksamen. Vælger du fransk fortsætter på B-niveau, har du faget i to år, og det afsluttes med en mundtlig eksamen.  

Hvordan foregår undervisningen?
Når du skal lære nyt stof, er den mest effektive form klasseundervisning, men når du skal øve dig på det du har lært, kan det også gøres ved gruppearbejde, pararbejde, almindelig diskussion, via pc/Internet, gennem rollespil, på ekskursioner eller studierejser. 

Kommunikation er nøgleordet i al sprogundervisning, og derfor gælder det som elev om hele tiden at være så aktiv som muligt og så have lyst til at lære.  

Arbejdsformen i faget fransk varierer selvfølgelig i forhold til indholdet af undervisningen. Men ligeså vigtigt er det at bruge arbejdsformer, der bedst motiverer eleverne til at lære sproget.

Det meste af undervisningen foregår på Nørre G. Men vi tager også på ekskursioner: går i biografen, teatret, tager på udstillinger, eller besøger det franske gymnasium i København. 

Du kan desuden komme på almindelig studierejse til Frankrig, men hvis du har fransk som studieretningsfag kommer du både på sprogrejse til Paris og du indgår i vores udveksling med vores partnerskole i Vestfrankrig.