You are here

Showband og Kor

Kor
Nørre G’s kor øver de fleste tirsdage fra 18:30-21.00. Koret arbejder i projekter, såvel rytmiske som klassiske, og er altid et centralt element i skolens musikteaterforestillinger. Koret deltager ofte i intergymnasiale projekter med symfoniorkesteret Copenhagen Phil og var i foråret 2016 på egen koncertrejse til Irland. Koret har årligt et antal koncerter både på skolen og andre koncertsteder (kirke, koncertsal).

Deltagelse i koret er frit i introprojektet, men efterfølgende skal nye sangere igennem en kort foresyngning for at være med. Koret arbejder mest a cappella, men også med klaverakkkompagnement. Niveauet er relativt avanceret med op til 5-6 stemmer og udvalgte solister. Størstedelen af korets satser arrangeres af korets ledere Thomas Hammer (TH) og Thomas Lynnerup Jakobsen (TJ).

Information om koret kan fås ved henvendelse til lederne pr. e-mail (via kontaktlink til højre).

Showband
Nørre G’s Showband er et orkester, som består af lærere og elever, der mødes og øver hver onsdag i 4. modul i skolens største musiklokale. Orkesteret består af en rytmegruppe med guitar, bas, keyboard, trommer, congas og evt. timbales, samt en blæsergruppe med diverse saxer, trompeter, tromboner, klarinetter mv. I reglen optræder orkesteret med 3-4 sangere, som ofte går under betegnelsen Nørre Sisters.

Repertoiret er funk, soul, jazz, blues, R&B, world music (salsa, soca, reggae, afrikansk highlife osv.) – kort sagt musik med gang i! Repertoiret er nyt hvert år og orkester-arrangementerne tilpasses de aktuelle medlemmer i ensemblet både hvad angår ensemblespil og soloer. Orkesteret spiller til morgensamlinger, bandaftener, caféaftener mv. samt diverse koncerter og større begivenheder på skolen, og har gennem årene også haft større jobs uden for huset.

Vil du vide mere om bandet og dine muligheder for at deltage, kan du ringe til Bjarne Weidick på tlf. 36 72 27 87.

Kor_og_Showband_2015 

 

 

Contact